Pressemeddelelse: Verdensklassefloorball for en dag til Danmark!

Helsingør Floorball Team er vært, når to af verdens bedste klubhold FC Helsingborg og Team Thorengruppen fra den svenske superliga kommer til byen for at spille en vigtig match. Det sker lørdag den 3. marts 2017 kl. 15:00 i Helsingør Hallen. 


FC Helsingborg stiller op med flere landsholdsspillere - blandt andre den 3 dobbelte verdensmester Mika Kohonen, der som den eneste har lavet 1.000 point i superligaen, så der er garanti for actionfyldt underholdning af allerbedste kvalitet. Målet er op mod 1.300 tilskuere på lægterne fra Danmark og Sverige, der sammen vil skabe en livlig ramme. Kampen giver mulighed for en unik idrætsoplevelse - uanset om man er aktiv spiller, forælder, idrætslærer på jagt efter inspiration - eller simpelthen nysgerrig på den fremadstormende idrætsgren. Video og mere information opdateres løbende på floorballhelsingor.dk

- Billet nummer 900 er netop solgt, men der skal slås meget på tromme for at sikre en fyldt hal, fortæller formand for Helsingør FT Jan Hammer.  - De sociale medier blomstrer med reklamer netop nu, og vi tager kontakt til pressen og samarbejdspartnere for i fællesskab at sprede kendskabet til floorball som en sundhedsfremmende, anderledes og sjov idrætsgren, siger formanden. Eliten åbner døren, men det er det nære, MotionsFloorball, der skal få danskerne på banen på sigt. Det sundhedsfremmende element i vores sportsgren er dokumenteret af Center for Holdsport ved Københavns Universitet. Senest har et forsøg med MotionsFloorball hos mænd 60Plus gennem 12 uger vist en konditionsfremgang på 34% i gennemsnit, slutter formanden.

Unge håb som opvarmning til verdenseliten 
Lørdag den 3. marts 2018 er en aktiv dag, der starter om morgenen med en stor juniorturnering med 40 hold, heraf 10 fra Sverige. Rungsted-Hørsholm FK og Helsingør FT er fælles om stævnet, der er målrettet U7-U13. Samtidig i hal 1 afvikles Coco Fuzion 100 for U-15 hold.

35.000 floorballspillere i Danmark…men ikke endnu 
Alt i alt vil lørdag den 3. marts være med til at skabe fokus på floorballsporten i Danmark - og lokalt i Nordsjælland til glæde for fx Helsingør og Hørsholm, der begge oplever stigende interesse og tilsammen nu har mere end 300 spillere. Floorball er en sport i udvikling med mere end 8.000 aktive spillere i godt 160 foreninger, der er dobbeltcifret vækst på landsplan, og der tilføres 10 millioner kroner gennem 3 år. Floorball er udvalgt til “Bevæg dig for livet”: Et stort initiativ sat i søen af DGI og DIF med 100 millioner fra Nordea-Fonden og Trygfonden. Målet er at få flere danskere til at dyrke motion - og i den forbindelse er floorball perfekt. Den fordrer aktivitet på en sjov og motiverede måde for alle aldre og begge køn - og udstyr og regler er enkle. Det ambitiøse mål er, at der i 2025 vil være 35.000 aktive floorballspillere i Danmark! Mange af dem vil opleve det via SkoleFloorball og MotionsFloorball.

 

Kontaktperson: Franz Veisig, Helsingør FT, 30 75 40 52, franz@veisig.dk

Fototekst: Sverige har over 126.000 floorballspillere. Nogle af de allerbedste spiller superligakamp lørdag i Helsingørhallen. Foto: Franz Veisig

Fotos til download: http://www.floorballhelsingor.dk/download
Videoer: https://app.box.com/s/aemt9se57vnyat6r0lojmoc5pjqbqhtd